Melby Kirke er en middelalderkirke beliggende på en stor bakke. Kirken er gennemgribende restaureret ifm. rensning og restaurering af kalkmalerier og etablering af nyt varmesystem baseret på luft-vand varmepumper.
Det vandbårne varmesystem i kirken er udført med konvektorer under stolestadernes sæder samt enkelte radiatorer. Der er udført nyt knæfald med indlagt varme samt genmontage af det antikvariske rækværk. Al rør- og kabelføring er udført skjult under teglgulvene, der er udført dels af de traditionelle, smukt patinerede teglsten og af nye mursten i langt format, der i et traditionelt materiale understreger vores tids tendenser. Kirken er kalket indvendig med Godtlandskalk, der harmonerer med bundfarven i de gamle kalkmalerier efter manuel nedskrabning af gammel kridtning. Stolestaderne og det historiske inventar er restaureret efter forvitrings- og udtørringsskader og stolestaderne m.v. er nystafferet med udgangspunkt i kalkmalerierne og det historiske inventars farvesætning. Kirkens lyssætning er nytænkt så koret, tårnrummet og våbenhuset er forsynet med ny belysning og skibets lysekroner er ombygget med specialdesignet up-light.
Kirkens lyd-anlæg er fornyet, inventaret i våbenhuset er udskiftet med nye specialdesignede egetræs-møbler og hele kirken har ifm. stormskader i 2013 fået nyt understrøget tegltag af kulbrændte, håndbearbejdede vingetagsten.